Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
TREDIE KAPITEL: En ino alithia!
Det var endnu ikke mørkt; under Bropillerne gled den gule Seineflod, og Aftenen steg frem mellem Notre Dames sære Buer over det spidst takkede Tag. Rabelais standsede foran en hvælvet Port i en Gyde, skrås overfor Kirken, og slog med Hæftet af sin Dolk tre skarpe Slag på Døren.
Den gik op, og i den hvælvede Gang, der åbnedes for de indtrædende, stod en Dreng, klædt i en kort, græsk Kiton og med Sandaler på de bare Fødder.
Rabelais nikkede til Drengen og lagde sin Hånd på Bents Skulder. »Benedictus,« sagde han smilende, »de gode Guder våger over din Indgang.«
Der stod en tæt Damp over Gulvet i Porthvalvet. Bent syntes, det måtte være en Badstue.
Det var det.
Under en Hvælving trådte de ind i et Rum, hvor Dampen lå tæt over Gulvet og stod i sære Bugtninger mod Loftet.
Bent trådte forsigtigt fremad.
Han skimtede Skikkelser i Tågen, Omrids af Mennesker, han ikke så, og Rabelais skød ham gennem Dampen til en Dør, der åbnedes for ham.
Han var alene i et lille, hvælvet Rum, et Afklædningsrum syntes han, hvor der stod en Briks og et Bord. Luften var varmemættet med let Dis, og under Loftet brændte en lille Lygte gennem et farvet Glas.
Mens Bent stod grundende, gik Døren atter op, og en ung Kvinde trådte ind.
Hun var nøgen til Bæltestedet; om Hofterne bar hun et let, uldent Gevandt, der lå i Folder om hende. Hendes hvide, runde Arme var smykkede med en bred, gylden Ring, hendes Bryst var spædt, over i Panden bar hun et Diadem, og Håret var såt op i Nakken i en Knude. Bent havde aldrig set den Hårsætning før.
Han så på hende, som en Mand ser på en fremmed Kvinde, men sænkede Blikket.
Hun smilede - hendes Blik var åbent og venligt, hun stod der, som hun var, ventende, beredt til at høre, hvad han ville sige.
Men Bent tav.
Så lo hun.
»Eders Klæder, Junker - Badet venter.«
Mekanisk løste Bent Hægten, der holdt Vamsen sammen i Halsen. Han rakte hende den tunge Fløjlsvams. Hun tog den nænsomt og arbejdsvant. Hun løftede blot på den, lod Armen synke lidt hjælpeløst, som ville hun sige: den er for tung for mig. Så lagde hun den i Folder og lod den glide ned på Briksen.
Bent var endnu ikke helt fattet. Han skottede til den unge Pige, og hun smilede atter til ham.
»Det går langsomt,« sagde hun.
Hun talte ikke meget, men Minutterne gik, og Bents Klæder lå varsomt foldede på Briksen.
Så slog hun Døren op og gjorde en stor, lidt kantet Bevægelse ud mod Baderummet.
Nu smilede Bent og lagde sine Arme over Kors, medens han uvilkårligt hvælvede Brystet og rystede sit krusede Hår.
Pigen strakte den højre Arm ret ud, medens den venstre tog et hurtigt rettende Greb i Håret over Nakkekammen.
Bent trådte ind i Dampbadet. - Han hørte Stemmer fra Hallens Midte og gik forsigtig over de våde Kvadrer hen mod Rummets Centrum.
Der dukkede nogle Mandsskikkelser frem af Tågen. Foran ham stod Mesteren, lille, håret og med Armene flettet over Brystet, smilende mod ham. Bag ham stod fire eller fem unge Mænd, alle nøgne, olivenbrune på Kroppen med mørkt, kruset Hår og svage Dun over Læberne.
»Det er Charmides,« sagde Mesteren.
»Han svarer til sit Navn,« lød det fra en ung Mand med sorte, livlige Øjne, der stod tættest ved Mesteren.
»Vær velkommen, Charmides.«
Det varme, fugtige Loft lagde sig med Dampen om Bent som en blød Kappe, og så mærkede han en let Duft som af Blomsterolie, der i Dampen bølgede mod ham, så han uvilkårligt spilede sine Næsefløje op og drak den ind.
»Hellas Purgatorium Charmides,« sagde Mesteren. »Her renses Legemet for Dagens Skarn og Porerne åbner sig mod den rene Luft, som følger.«
Så fylkedes en Kreds af Badeterner om Mændene og gned deres Lemmer med Viske af tørrede Urter - ikke med Ris som i Norden - medens Dampen steg tættere om dem, og Duften af Blomsterolien blandedes med Dampen.
De talte kun lidt - af og til lød et Ord og en kort, klar Pigelatter.
Mændene strakte og rakte deres Lemmer, og Sveden brast af alle Porer.
Bent holdt af Badet og forsømte det aldrig, men her lå en underlig Stilhed over Badstuen, en underlig, anelsesmættet Stilhed, som han ikke ret forstod, og der var kun få i Rummet.
Mesterens magre Ansigt dukkede ud af Skyerne. »Vi bader i Tavshed, Charmides,« sagde han, »for senere at tale desmere. Badstuesnak er Rod til alt ondt. Vinen skal løsne Tungen, nu hviler Ånden, og Legemet arbejder -«
Da Bent atter trådte ind i Rummet, var hans Klæder borte. Over Briksen lå en lyserød Kappe og en underlig, stumpet Kjortel med korte Ærmer. Pigen stod smilende ved Briksens Fodende og bød ham tage Plads med den samme kejtede Bevægelse, der på en Gang løs og dog fast, inden Armen straktes, gav den en sær, indtagende Ynde.
Bent strakte sig på Briksen og så nysgerrigt forundret op.
Så gned hun hans Skuldre og Bryst med et tyndt, uldent Klæde. Håret gled ned over hendes Pande og Kinder, og hun måtte idelig stryge det bort; det gjorde hun med venstre Hånd uden at aflade sit Arbejde. Af og til bed hun Munden sammen ligesom undskyldende, fast og viljespændt undertiden. Eller også smilede hun opgivende, Håret ville sin egen Vej.
Bent lå døsende med Hånden under Nakken og så på hende uden Tanker. Hendes Overkrop var bøjet over ham, den tegnede sig i det svage Lys med lette, fine Linier, og Lyset fra Lygten gød den over med svagt rødt.
Så pudrede og salvede hun hans Legeme og Hår og bandt hans Sandaler under Fødderne. Han lod det ske, som hun ville.
Igen den samme Bevægelse, da hun bad ham rejse sig. Så rakte hun ham Kjortelen, og Bent drog den over sit Hoved. Rygsiden vendte han forad. Det morede hende, og hun hjalp ham, som man hjælper et Barn, der endnu ikke har lært at komme i Klæderne.
Rent galt blev det med Kitonen. Sligt havde Bent aldrig prøvet. Det var en stor Kappe skåren i et, der skulle slås over venstre Skulder ind under den højre Arm. Bent trådte helt hjælpeløst i den; så tog Pigen den og slog den hurtig og vant om sig, idet hun rettede sit Legeme. Den var for stor og lå i dybe Folder under det højre Bryst og den spinkle Arm med Guldbåndet.
»Sådan,« sagde hun og så helt kæk ud.
Bent prøvede sig frem. - Endelig gik det.
Tilsidst rakte hun ham en Krans af røde Roser med grønt Vinløv. Han tog den og drejede den mellem Hænderne.
Hun greb den igen og bad ham bøje sit Hoved.
Det gjorde han, og hun trykkede Kransen ned over hans Hår med et tæt, bestemt lille Tryk, mens hendes hvide Tænder tittede frem mellem de røde Læber.
Bent følte ligesom en pludselig Lyst til at kysse hende.
Men han gjorde det ikke.
I Baggrunden af Kamret var et Forhæng, det trak hun til Side, og gennem en lav Dør trådte Bent ud på Gangen. Han drejede sig på Tærskelen mod Pigen og greb til Bæltet, hvor han ellers bar sin Børs - men hans Fod blev indviklet i Kitonens Folder, og han trådte kejtet i det lange Slæb.
Pigen stod i Døråbningen ud til Badstuen, hun løftede sin Hånd snævert over Brystet til Munden og trådte tilbage med et let Fingerkys.
Men ude på Gangen stod Drengen og bøjede sig ærbødigt.
Bent fulgte ham, og gennem en høj, hvælvet Dør trådte han ind i en klart oplyst Sal.
Han missede med Øjnene mod de tændte Kærter.
Midt i Salen stod et Bord, dækket med Kander og Bægre, med Blomster og Frugt, og om Bordet stod nogle lange Løjbænke, hvorover der var bredt hvide Uldtæpper. Salen var gotisk, med Vægge af Sten uden Billeder og Tæpper. Bordet og Bænkene var de eneste Møbler.
Bænkene stod halvkredsformet om Bordet, og midt i Kredsen lå Mesteren, klædt i en grå Kiton; ved hans Side stod en Bænk tom, i de fem andre strakte sig Ynglingene fra Badet, salvede og kransede som Bent selv.
»Velkommen,« lød det fra dem alle, og Mesteren pegede på Løjbænken, hvor Bent tog Plads, lidt fortumlet og kejtet, mens de andre lo.
»Det kalder vi Symposion,« sagde Mesteren, »og kunne I Græsk, Charmides, ville I se, at der over Buen står med joniske Bogstaver En ino alithia - det er på Latin, som I forstår, in vino veritas - I Vinen Sandhed.
Det er vort Valgsprog.
Thi lader os drikke.«
Og de drak - Drenge i korte Kjortler bød Vinen om, og i Skålene lyste Frugter og Bagværk i sære Former. Det var intet Måltid, kun et Drikkelag.
Bent rokkede lidt frem og tilbage, han havde hellere siddet på god gammeldags Vis; men de andre befandt sig vel ved at ligge.
Mesteren talte:
»Denne Ven er Charmides - han er fra Dacien, en bjergrig Provins højt mod Nord, hvor Ulve og Bjørne færdes. Hans Navn kan hverken I eller jeg udtale, her hedder han Charmides og er for Resten en stor Herres Søn, der studerer Synden i Lutetia, som denne Stad kaldes af Geografen Strabo - den hvide Stad, formedelst dens Kvinders hvide Lænder. I ved, hvorfor den nu hedder Paris - eller par rys. Han vil ikke forstå det.
Og disse er mine Venner - Pantagruelister kalder jeg dem af en Årsag, som vil være for vanskelig at forklare. Denne er Xavier de Bellay, Søn af Herren af Langey, denne er François de Chantillon, denne Jean de Bayard og disse to slet og ret Guillaume Molinet og Clément Marot, den ene lovkyndig og den anden Poet. Men ligesom de alle kalder mig Mesteren formedelst min Alder og Visdom, bærer de selv ved dette Symposion Navne, der er hentede fra Hellas, Xavier kalder vi Kritias, François Georgias, Jean, formedelst sin Hengivenhed for mig, Xenophon, Guillaume, der er ung og Vinkender, Ganymedes, og Clément kan ikke hedde andet end Antimachos, hvilket han også hedder.
Herefter drikker vi -«
Bent så sig rundt i Kredsen af de smilende, unge Mænd, og langsomt hævede han det flade Bæger med den lange, gyldne Fod. Han støttede sig til Armen, idet han lagde Hovedet bagover som de andre. Vinen gød sig gennem hans Årer.
Så talte Mesteren igen. »Vider alle, at vi er samlede, ikke for at gentage det gamle, ikke for at tale med de Gamles Tunge, som Dårer gør i Rom, men for at tale med egen Tunge de Ord, som de Gamles Tanker lader fødes på vore Læber. I os er det gamle Hellas genfødt, ikke gentaget; vore Tanker er ikke de gamle Mesteres, vore Ord er ikke deres. Vi lever vort eget Liv i den Tid, vi tilhører, Tiden er Sandheden, og i Tiden ligger alle Gåders Løsning gemt. 1800 År skiller os fra det gamle Symposions Gæster, og dog lever de endnu i os. Lad derfor Ordene lyde om vort Kærlighedsmåltid, som de lød om deres, på vort Mål med vore evig unge Tanker. -
Charmides er vor Gæst, og han forstår kun halvt vort Sprog - lad ham lære at forstå det, lad ham af Frankrigs Hånd tage Såkornet, der skal spire for ham i hans eget Land højt imod Nord, og da Charmides er ung - lad os tale om Kvinden!«
»Species homo sapiens, genus feminium,« sagde Gorgias, som var en Ven af Lægekunsten.
»Hvad siger Kritias om Kvinden,« spurgte Mesteren - »Kritias er Kaptajn i hans Nåde Kong Frans' Garde og Arving til Langey. - Ares og Afrodite var alledags i Forbund. Hvad siger Kritias om Kvinden?«
Kritias talte.
»Jeg vil ikke tale om Kvinden som Moder; thi det har jeg glemt. Jeg vil ikke tale om Kvinden som Søster, thi derom har jeg ingen Erfaring; jeg vil ikke tale om Kvinden som Hustru, thi derom har jeg heller ingen Erfaring.«
»Lad os høre, hvad du vil tale om,« lød det i Kor.
»Om Kvinden og Elskerinden.«
»Thi derom har du endog særdeles stor Erfaring,« sagde Antimachos og lo listelig.
Kritias snoede sit Overskæg og var stolt.
»Man har ment -,« begyndte han, men Mesteren afbrød ham.
»Det er din Mening, ikke mans Mening, vi vil høre. Vid en Gang for alle, at her taler enhver af sin egen Erfaring - ingen smykker sig med lånte Fjer. Hvad har du Kritias erfaret om Kvinden og Elskerinden?«
»Så vil jeg kortelig berette om Emilie -.«
»Gør det,« sagde Mesteren; »men før du taler, vil enhver af os tømme vort Bæger for Emilie, om hvem vi endnu intet andet ved, end at du har elsket hende.«
Og dermed drak de.
»Emilie havde ingen Fader, og hendes Moder var langt borte, da jeg så hende første Gang. Vi enedes straks om at elske hinanden, hun var seksten År, og jeg var atten. Det var her i Paris i det År, vor nådige Konge sad fangen i Toledo; - Pest ramme dem, der sveg ham i Slaget. Vi var alle bedrøvede, men ved Emilie blev jeg glad. Hun kendte ikke de skønne Videnskaber, hun kunne ikke sy et Sting, men hun gik flittig til Messe og skriftede så tit, hendes Skriftefader bød hende det. Emilie var from, og en Tid var dette ved at gøre mig ugudelig. Men så sejrede Emilies Fromhed over mig.
Når jeg nu skal berette om hende, ved jeg ikke stort at sige - egentlig intet. Thi hvad jeg kunne berette om Emilie og mig, ville ikke glæde Eder, som ikke kender Emilie. Jeg hader Folk, der taler vidt og bredt om deres Elskerinder; fordi Mindet glæder dem selv, ved de Tåber ikke, at deres Tale keder andre.
Og dog var Emilie i atten Måneder mit Liv. Jeg husker ikke et Ord, hun sagde til mig, så lidt som jeg husker noget, jeg sagde til hende. Jo - at hun sagde min Vædder, og jeg kaldte hende min Gris - dette husker jeg - ikke fordi det er noget særligt, men fordi det var således. Og dog lærte Emilie mig alt, hvad en Kvinde kan lære en Mand. Ingen har siden kunnet lære mig mere. Jeg mindes intet, jeg gjorde i de Dage, hver Dag gik som den foregående, og Nat fulgte på Dag. Jeg tror, jeg så Solen sjældnere i de Dage end nogensinde siden. Men, kære Venner, ja - jeg syntes, jeg kunne sige så meget om Emilie, og nu - nej - jeg kan i Grunden intet sige.
Intet om den Tid, Emilie var mig tro. -
Vennerne tænkte jeg ikke på, Fader og Moder så jeg ikke, og mine Bøger stod omspændte af Spindelvæv i min Vinduesniche. Men hvilken Dag hvilket skete, husker jeg ikke. De første 12 Måneders Dage havde ikke Navn efter nogen Helgen - de hed kun Emilie - den ene Dag som den anden.
Ja, Venner, meget er dette ikke, og dog var det alt!
Jeg havde ingen Vilje, tror jeg - Emilie havde ejheller Vilje, men mange Ønsker - tror jeg. Og alle hendes Ønsker blev opfyldte - tror jeg. Alle dem, hun nævnede for mig.
Så var der en Dag Ønsker, hun ikke nævnede for mig, og dem opfyldte en anden. Hun skjulte det for mig i otte Dage, måske længere. Så erfarede jeg det og døde ikke.
Emilie ej heller. - Og dog havde vi svoret hinanden at dø, før sligt skete. Vi levede begge. - Emilie var ikke min alene. Først var denne anden min Fjende, jeg ville se hans Hjerteblod; så mødtes vi ved det runde Tårn, og han blev min Ven.
Det vidste Emilie ikke - det var det første, jeg skjulte for hende, og derefter vandt jeg lidt efter lidt mig selv tilbage.
Men jeg glemte aldrig Emilie - sidst jeg så hende var i Går - hun var 16 År som den Gang, jeg mødte hende første Gang - blot var hun nu blond og blåøjet. Den Gang var hun brunet med brune Øjne.
Hun har været blond, brunet, sort, ja selv rødhåret. Hun har været buttet, slank, høj, lille, ja endogså fed. Hun har været min alene, hun har været en andens, måske endogså tyve andres. Et har hun altid været - Emilie!«
Kritias tav og snoede sit Mundskæg.
Fællerne drak, og Mesteren sagde dæmpet: »Jeg har kendt Emilie.«
Men Bent forstod ikke Kritias rigtig, de andre så dette på ham og lo, medens han rødmede.
Så talte Gorgias. Han var af Naturen tavs, men Mesteren bød ham tale, og han adlød.
»Jeg stod en Gang hos, da en Kvinde fødte et Barn. Jeg hørte hendes Skrig, og hvert Skrig skar i mig som Araberens hvidglødende Kniv. Barnet døde, eller rettere, det havde aldrig levet. Jeg tog det lille Legeme mellem mine Hænder, dets Træk var bløde som Smør, det var intet menneskeligt Væsen, en Skiftning syntes jeg, og jeg vrededes på Legemet, der havde voldt så megen Smerte. Men Kvinden lå stille; så vågnede hun og ville se Barnet. Vi sagde hende, at det var dødt, og hun græd.
Men Lægen rystede sit Hoved, ti hendes Livskraft sivede langsomt af hendes Legeme, og hun måtte dø.
Hun holdt min Hånd i sin, mens hun lå der hjælpeløs. Og hendes Blik hvilede i mit så fuldt af Kærlighed uden et Gran af Bebrejdelse mod mig, der havde voldt dette.
Jeg svor en Ed, den dyreste, jeg svor nogensinde, at ville Gud høre min Bøn og frelse hendes Liv, ville jeg vi dette til Kyskhed, så længe jeg levede.
Hun blev rask efter et langt Sygeleje - skønt helt karsk blev hun aldrig. Jeg holdt min Ed, hun tryglede mig for at bryde den. Men jeg holdt den, dyr som den var svoren.
To År gik hen, og hun døde i Barselseng.
Den Gang stod jeg ikke hos, og mine Bønner søgte ikke frem til den højestes Trone.«
Gorgias tav, og de tav alle.
Men Mesteren lo og sagde: »Siden, Gorgias, lærte du Emilie at kende.«
Og derpå drak de igen.
Så hævede Ganymedes Bægret og rystede Hovedet, der var smykket med gule Roser og Vinløv.
»Jeg kan ikke tale om Erfaringer, ti mine År er så få. Et og andet har jeg lært, og mere håber jeg at lære. Anna hed hun, og hun ledede mine første Skridt nænsomt og kærligt, fordi hun var over tredive, og jeg kun sytten År. Hun kendte mange Mænd, og jeg tror, hun hadede Mændene. Mig elskede hun ikke, men hun havde Godhed for min Ungdom og ville gerne belære mig. Stundom var hun bedrøvet, og en Aften fortalte hun mig noget, som hun siden svor, at hun ikke havde betroet nogen anden Mand. Jeg troede hende ikke, men det sagde jeg ikke.
Hun var en agtet Mands Datter og vel oplært; femten År gammel ægtede hun en Kaptajn, som hun elskede. Han var fra Normandiet, og de levede i Rheims. Det var i det skotske Felttog i 23, hendes Mand var med Hæren mod Hertugen af Suffolk i Pas de Calais. Hun kedede sig, og for første Gang, sagde hun, var hun sin Mand utro. Hendes Elsker var en ung Student, hun sagde tit, han lignede mig, og hun sagde tillige, at han var smuk og vittig. Han var hos hende sent ved Aftentide. En Nat ved Tolvtiden i den mørke Vinter, mens han sad hos hende eller var hos hende, lød der Hestetrampen i Gården, hendes Mand vendte uventet tilbage, før Fejden var endt. Han længtes vel, Stakkelen. Stolt var han af sit gamle Navn, streng af Sæder, og han elskede sin Kone. Elskeren stod i Værelset med Klæderne kastet om sig - Anna bad og bønfaldt ham om at flygte, men han ville det ikke.
Han elskede hende.
»Min Mand myrder dig,« sagde hun - »fly, - skynd dig. Vinduet vender ud til Haven -«
Men han ville ikke fly. »Jeg stoler på min Kårde, endnu har ingen modstået mig -« og her talte han sandt, han fægtede som en Gud.
Men hun så på ham - hendes Øjne skød Ild. »Gå,« sagde hun, - »jeg elsker min Mand.«
Så sænkede han Armene og tav.
»For min Æres Skyld,« hviskede hun - »gå. Dræber han dig, tilgiver han aldrig mig.«
Så rakte han hende en Dolk og sagde: »Dræb mig og sig, jeg trængte ind til dig med Vold.«
Og da hendes Mand trådte ind i Værelset, lå Elskeren død for Enden af hendes Seng. Hun havde gjort, som han ville det.
Ægtemanden lod den døde begrave under Galgen som Kvindeskænder. Men hun sørgede, - Kvinder er ubegribelige.
En Nat i Feber talte hun, og hendes Mand erfarede alt. Så piskede han hende med en Svøbe og jog hende ud på Gaden som en Hund.
På Gaden blev hun, og solgte sig siden til den, der ville byde. Hun ejer nu meget Gods og har testamenteret alt til den hellige Claras Søstre, for at de skal læse Sjælemesser over hende og hendes Elsker.
Men når Vinen jager de sørgelige Tanker på Flugt, er hun nu stolt, fordi hun den Nat reddede sin Ære og - sin Mands.«
»I en sådan Verden,« sagde Mesteren alvorligt, »bør vi drikke. Ædru har den Kvinde Uret, men i Vinen er Sandhed, og hun har Ret til at være stolt over en Gang at have reddet sin Ære. - Men nu skal du, Antimachos, fortælle os om Kvinden, hvad du ved, og skønt du er Digter, skal du for denne Gang tale Sandhed.«
»Nej,« sagde Antimachos - »jeg vil først tale, når I andre har talt - dog skal vor Gæst Charmides tale sidst. Xenophon har nu Ordet.«
»Godt,« sagde Xenophon, »det skal ikke tage lang Tid. Jeg kender kun een Kvinde, og det er min Moder. Havde hun ikke selv sagt mig, at jeg var kommet til Verden på vanlig Vis, ville jeg have troet, jeg var vokset ud af hendes Side. Thi hun var mere Mand end Kvinde. Hun er den eneste Kvinde, jeg har holdt af og vi har begge - Gud forlade os vor slemme Synd - ofte enedes om dette, at Herren, da han i sin Visdom skabte Kvinden af Mandens Ribben, burde have gjort hende til Mandens Søn. Han har siden angret, at han ikke gjorde det, og skabt visse Dyrearter, der formerer sig således ved Udskillelse. Står de end i mange Henseender lavt, så står de dog i dette højt over Mennesket, der for at udføre det for Slægten vigtigste Arbejde skal være selvanden, ihvorvel man til anden Færd agter den højst, der ved egen Kraft og alene kan øve sin Gerning.
Dette siger jeg og ikke et Ord mere om Kvinden.«
Hvorpå Xenophon drak akkurat det dobbelte af det, de andre fandt fornødent for dermed at nedskylle sine Ord.
Antimachos rømmede sig og talte, som om han slet ikke havde hørt det foregående:
»Blandt alle Kvinder, jeg har elsket, mindes jeg en med dybest Vemod og størst Kærlighed i Mindet for noget, hun øvede, som jeg her vil fortælle Eder, fordi Vinen løser min Tunge.«
Antimachos talte dæmpet og vemodigt. Hans Sprog var mere snørklet end de andres, men han var også Digter og hed til daglig Clément Marot. - For sådan en Digter er det af Betydning at bruge Adjektiver og Verber.
»Claude hed hun og var fra Bretagne - en stærk, lyshåret Kvinde med et fast Blik. Hendes Øjne var som Havet, der skyller mod Bretagnes Kyst, dybt, uudgrundeligt - men faste. Og hun ville. Jeg så hende en Aften ved Notre Dame efter Messe. Hun var from, hendes eneste Slægtning var en gammel Kone, der havde fulgt Prinsesse Réné fra hendes Hjem, men af en Grund, jeg ikke husker, var forvist fra Hoffet. Jeg talte til Claude, og hun fulgte mig. Den gamle Kone sad angst ventende hjemme, og Claude kom først, da Solen atter lyste over Byen, til sit Hjem. Hun ville det således.
Claude forlod den gamle Kone og delte mit fattige Kammer med mig. Vinter gik og det blev Vår. Våren blev Sommer, og Vinteren stundede atter til. Claude blev hos mig. En Dag sagde hun til mig: »Jeg vil gøre en Pilgrimsrejse til den hellige Frue i Chourou.« »Hvorfor?« spurgte jeg. »Jeg vil have et Barn,« sagde Claude. »Du har jo mig,« sagde jeg smilende. »Kan jeg ikke hjælpe dig, hvor tror du da, den hellige Frue i Chourou kan det.« Men Claude lagde Hånden på min Mund, hun var, som jeg sagde, from og tålte ikke at høre gudsbespottelig Tale.
Så gik hun på sin Fod til den hellige Frues Billede og knælede ned blandt de ærbare Koner, der bad om Frugtbarhed. Hun var så syg og mager, den lille, da hun kom hjem til mig igen, og sandt at sige, jeg havde ikke været hende tro, men fæstet en Husholderske fra Provençe.
Claude så på mig med et bedrøvet Blik, den anden, der var buttet og fornøjet, lo hende ud.
Men jeg beholdt Claude - jeg er jo af Sind godmodig.
Så fødte Claude et Barn; om det skyldtes Valfarten, ved jeg ikke, men Claude sagde, at Barnet var mit, og jeg troede hende. Da Barnet blev to Måneder, svøbte Claude det i et Klæde og tog det på sin Arm.
»Clément,« sagde hun - »nu går jeg, og du ser mig aldrig mere.«
Jeg studsede.
Så talte Claude venligt og blidt:
»Jeg elsker dig, Clément, og min Kærlighed dør aldrig - men din Hu er vendt fra mig for længe siden - åh - få Måneder efter, at du tog mig i dine Arme for første Gang. Jeg har dit Barn, og i dette dit Barn vil du leve for mig, så længe jeg lever. Farvel, Clément. Dog, det siger jeg dig, dør Barnet, så kommer jeg igen, og du må skænke mig et andet Barn.«
Dermed kyssede hun mig og gik.«
»Kom hun igen?« spurgte Rabelais.
Der var underlig tyst i Hallen.
»Hun kom igen,« sagde Antimachos - »men jeg kendte hende ikke. Der var gået År, og hun var udslidt og hærget. Hun havde arbejdet for sit Barn, nu var det dødt.« -
»Og du?« spurgte Mesteren.
»Jeg holdt mit Løfte,« svarede Antimachos.
»Det var en bedrøvelig Historie,« mente Xavier. »Fy for Skam, det er jo Samaritangerning.«
»Al Elskovsgerning er Samaritangerning,« sagde Mesteren.
Drengene bød Vinen rundt, til Latter og Spøg atter genlød i Salen og alle Skyer var spredte.
Bent smilede forlegent.
»Hvor så mange kloge og veltalende Mænd har talt, vil jeg, som ikke kan tale Eders Sprog, kun opnå at blive til Latter. Da jeg sikkert ved dette, vil jeg ikke prøve på at undgå det og yderligere ægge Eders Latter med det, jeg vil sige. Jeg er fra Danmark, et Land, hvor de gode Videnskaber næppe kendes af Navn, og hvor alle, store og små, taler råt og barbarisk.
Hvor unge Kvinder kun løser deres Bælte for deres Ægtemænd, og hvor Hustruerne er deres Mænd tro.
Sådant fortalte min Moder mig. I vil altså forstå, at om Kvinden er meget lidt at sige hos os.
Vi kender Friller, men taler ikke om dem, og vi agter det for en Skændsel at tage en anden Mands Ægteviv. Jeg var to og tyve År, da jeg forlod Danmark, og intet havde jeg til da erfaret om nogen Kvinde. Ikke heller ville jeg ret godt have kunnet tale derom til nogen, om så havde været.
Men jeg har hjemme en Søster, hvis Navn I ikke kan udtale; på Dansk hedder hun Ermegaard, og denne min Søster volder, at Eders Tale klinger ligeså fremmed i mine Øren, som jeg føler min klinge i Eders. Havde alle Mænd Søstre, og var disse Søstre som min er, ville I have savnet Stof til alt det kloge, I i Aften har sagt.«
Dette sagde Bent kun, fordi han havde drukket megen Vin. Ellers ville han slet ikke have talt.
Men rigtig fornøjet med det var han ikke. Dyden er sød at øve, men for Yngling i Drikkelag lidt svær at præke. Bent var jo ikke Theolog.
De andre stirrede på ham, men de var høflige og derfor tavse.
Mesteren talte, idet han smilede mod de unge. Hans Ord lød dæmpede, milde som en kærlig Faders til Sønnerne, når de samles om hans Bord.
»I har talt om Kvinder, Venner, jeg taler om Kvinden som I; thi om andet bør Mænd ikke tale i en Stund som denne.
Barnet strækker sine små, bløde, buttede Hænder mod Kvindens Bryst, og dets Læber suger Næring af de røde Bær, der runder sig over de blå Årer på den hvide Bund. Står Folk hos, smiler de mod dette Syn, og de ypperste Malere fæster det til Lærredet og kalder Billedet Guds Moder og Barnet.
Barnet vokser til - Barnet er en Dreng i Fruerstue mellem Piger og Koner. Han leger med Piger som med Drenge, han ser dem tidlig og silde, ved vel, at han er Dreng, men ved ikke, hvad dette vil sige. Så vokser han til, så føler han sig som Dreng, og så håner han Pigerne, fordi de er Piger.
Men Årene går, og Dunene kildrer hans Hage, så søger han Pigerne igen, han ved næppe, hvorfor han drages mod dem, men han søger dem uvilkårligt, som han søgte Moders Bryst i sit Livs første Dage.
Det er Leg - til han standser en Dag og hun søger en. Så er det ikke Leg mere; og bliver det tidlig Alvor, er han lykkelig i et Liv.
Men der er så mange Sind, som der er Mennesker, og af Pigesind er der fler, end der er piger.
Stundom bølger Legen mellem mange, eller Alvoren går Kampvej mod en, der ikke vindes.
Imens glider Dagene, og Ynglingen bliver Mand.
Ynglingens Leg klæder ikke Manden vel, Kampen får han bestå, om det kræves. Men går det, som det bør - og det bør gå, som det vil - bliver der altid to om lang Lykke som om kort.
Så er Kvinden én - kort eller længe.
Lykke er så stort et Ord, og det kan sønderdeles i Glæder. Glædernes Mål er ikke nødvendigt én, og det bør også her gå, som det vil. Lykken kan være en Sum af Glæder, men også Sorger kan flettes i dens Krans. Derfor han I alle fortælle så meget og så forskelligt, og skønt er det alt, som alt, hvad gode Mænd fortæller om Kvinden.
Først når Manden atter bliver Barn, når den stærke Hånd atter bliver famlende og veg, bliver det hæsligt, om denne Hånd atter famler om det røde Bær, der runder sig over de blå Årer på den hvide Bund. Det volder de misundelige Guder, der sendte Ælde, som er Lykkens Fjende og Skønheds Grav. Men alt dette er Livet. Xenophon har Uret, når han fordømmer Skaberens Alvisdom, der gjorde det dyrebareste Værk for Slægten til Arbejde for to. På sådanne Punkter tager Skaberen ikke fejl. Xenophon! Og er du uenig med Alvisdommen, er Skylden din - du fejler. Charmides var smuk, da han talte om Søsterkærlighed - men vredes ikke, Charmides, du er endnu i Barnekamrets Uskyldsdage. Bliv der så længe, du føler Lyst derved, din Skæbne undgår du ikke, det går, som det vil. I andre står midt i Kampen - Gorgias er endnu i Legen, thi Legen er Emilie!
Men mellem de to Poler, den legende Emilie og Claude med Gråden i de dybe, havblå Øjne, lever Mænd deres Liv. I dette Liv er kun det hæsligt, der krænker Naturens uskrevne Lov. Og denne Lov er sådan, som den lever iblandt os, ligesom Stemmen i Sokrates' Indre, det, han kaldte »Dæmoniet«. Ikke Samvittighed, thi det er Theologi, og derfor bevare os alle gode Magter, ikke Lovbud, thi det er Tvang, og vi er fri, men Tilskyndelsen, som den kender den, der er Guderne lig, som et ret Menneske bør være. Lyt til Dæmoniet, Venner, og I går aldrig vild!
Ethvert Menneske føler, når han handler ret, og der er Sandhed i Vinen, når Druen er klar.
Men om det store Spørgsmål vil jeg sige få Ord og disse på Vers:
Gift dig eller gift dig ikke,
Tag en Rus, lad af at drikke,
Fast og spæg dig efter Evne,
Æd til du er ved at revne.
Du med Sneglefart skal jage,
Mens du fremad går tilbage,
Og, imens dit Hus du bygger'
Slå kun Tag og Fag i Stykker.
Gift dig eller gift dig ej,
Så går du den rette Vej.
Gift dig, hvis du ikke, Kære,
Hellere vil lade være!
Lad os drikke på disse Ord, de skyldes Digteren Raminogrobis, som I ikke kender.«
Således talte Mesteren, og de blev sammen ved Gæstebuddet til Dagen gryede, og de sov ind med Smil.