Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FJERDE KAPITEL: Menæchmi
Året var et Fredens År for Europa. Den store Fare fra Øst, de Vantro, var drevne tilbage af den sejrrige Romernes Konge Ferdinand, efter Slaget ved Wien. Den store Fare fra Vest, Spaniens Konge, Tysklands Kejser, havde efter Religionsfreden i Nürnberg begivet sig til Italien for at holde fredelig Konference i Bologna med Kirkens Fyrste; nu samlede han sin Hær og Flåde for at tugte Khaireddin Barbarossa, Sørøveren i Tunis, og føre hellig Krig. Kong Henrik af England fejrede sit Bryllup med Anna Boleyn og nød sin Værdighed som den engelske Kirkes Overhoved, medens Paven i sin Hånd holdt Banbullen, som han ikke turde slynge mod den frafaldne Søn og hans Land. Margareth af Savoyen var død, og i hendes Sted var Maria af Ungarn, den faldne Ungarkonges Enke, Kejser Karls Søster, bleven Nederlandenes Regentinde. I Portugal oprettede de Inkvisitionstribunalet, og Peru blev af Pisaro vunden for Spaniens Krone. De tyske Fyrster havde Året forud sluttet Forbundet i Schmalkalden og rustede sig til Modstand efter vundne Fordele ved Freden, medens Katolikkerne i Halle forhandlede deres Liga. Om alt dette beretter Krønikerne tørt, men det skader ikke at vide det, det er jo ikke enhver, der har Krønikebøger ved Hånden, og hvad siger ikke Rabelais i det første Kapitel om Statssager!
Kong Frans var i Paris. Hans Søn Henrik havde ægtet Pave Clemens den VII's Niece Katharina af Medici. Han havde sluttet et Forbund med Arvefjenden England og beredt sig til at tale sin kongelige Broders Sag i Rom. Du Bellay var udset til Sendefærden, og Rabelais skulle med ham, men forinden gav Bispen af Paris en Fest for Kongen i det biskoppelige Palads.
Den engelske Skilsmisse og det engelske Bryllup var de sorte Skyer, der tårnede sig fra Nordvest; i Norden syntes alt roligt, nu da Ørnen sad bag Burets Stænger på Sønderborg og hans Søn var død, kun femten År gammel, fjernt fra sit Hjem. Kun mellem Lybeck og Nederlandene var Fejde til Søs, men man sloges ikke, man lå sejlrede og ventede. til hvilken Side Danmark og Holsten ville gå.
Sværdet var i Balgen, men Hånden lå overalt på Fæstet, og Kirken rustede sig til Afgørelse af en Kamp, der var udsat, men ikke kunne undgås. Luther og de nordtyske Fyrster planlagde den nye Kirkes Orden, og Munken fra Wittenberg blev Hoffernes Theolog. I Schweiz tog Calvin Zwinglis Arv for at grundlægge Borgerkrigen i Genf, og i Frankrig rustede Prædikanterne fra Meaux, Luthers Åndsfæller, sig til den sidste dødbringende Kamp mod Sorbonnen. I England strakte Kongen sin Arm ud mod de Kirkens Mænd, der forblev den gamle Kirke tro. Thomas More nedlagde sit Kanslerembede. Nonnen fra Kent forbandede den nye Dronning og samtidig bar de Katolske Ved til Lutheranernes Bål. I København prædikede Hans Tavsen, skærmet mod Roskilde Bisp af Kong Frederik selv, og vor Frue Kirke stod lukket på Kongens Bud, medens Folk strømmede til St. Nicolai. Nu er det snart vanskeligt at huske - men således så Europa ud for Samtid og Eftertid. Om alt dette vidste Bent Bille meget lidt. Mange efter ham meget mindre. Men i Paris dansede Hoffets Herrer og Damer i Bispens Palads, medens Kong Frans selv førte op med Margot af Navarra.
Bent Bille var Bispens Gæst. Han stod ved Clément Marots Side i Salen og så på Dansen, medens Giger og Fløjter klang. Hans Tanker drog over Land og Hav til Stegehus og Slottet i København, og han smilede.
Hvad ville Ermegaard, Klara og de andre sige, om de havde set denne Eventyrpragt?
Festens Glanspunkt var et Skuespil.
Biskoppens Skuespillere skulle fremstille Plautus' Menæchmi for Kong Frans. Bent havde aldrig set et verdsligt Skuespil, han kendte kun fra København Skoledrengenes Mysterier og de gudelige Skuespil, som af og til blev givne på Slottet. Han stirrede mod det store, tæppebehængte Stillads i Gårdens Baggrund - thi i Gården var Teatret rejst, og over det hele var trukket et lyseblåt Tæppe, bemalet med Stjerner og Måne, som var det en lys Sommernat, og dog var Festen ved den klare Dag.
Clément Marot fortalte ham Stykkets Forudsætninger, men nu blev der slået til Lyd, og Prologus trådte frem. Bent lyttede anspændt.
Det første, han hørte, var Stykkets »Argumentum«, dets Indhold kortelig refereret og Navnene på de optrædende Personer. Så kom Prologus, der fortalte om en Købmand i Syracus, der havde to Tvillingsønner, hvoraf den ene røvedes som Barn på et Marked, hvorover Faderen tog sin Død. Den hjemmeblevne adopteredes af Bedstefaderen, der gav ham sit Navn Menæchmus, det Navn, den borteblevne bar, og da denne Yngling kom til Skelsår og Alder, drog han ud i Verden for at finde sin Tvillingbroder.
Han kom så til Epidamnus.
Prologus slog ud med sin Hånd og pegede på Baggrundens Tæppe, der forestillede en romersk By med nogle Huse, der havde Udgang til Scenen; så sluttede han:
Her ser I den By Epidamnus, og her skal Spillet begynde,
Og skal det foregå andetsteds, så bli'er det en anden By.
Som Skuespilleren selv, når det kræves, skifter sin Rolle,
Snart er han Kobler, snart Yndling, snart rystende Olding,
Snart er han Tigger, snart Konge, Spåmand og Snylter.
Med disse Ord forsvandt Prologus for kort efter at vise sig som Snylteren Peniculus, der holdt en bevæget Tale om sig selv.
»Nu kommer Menæchmus, den røvede,« sagde Marot, »pas nu på.« Og ganske rigtig viste sig en rigt klædt Yngling. Han skælder ud som en rasende, fordi han er arrig på sin gamle Kone, der bragte ham en rig Medgift, men passer på ham som en Toldbetjent. Den unge Herre og hans Snyltegæst enes da om at gå til den skønne Hetære Erotium og spise hos hende samt drikke til det bliver lys Dag i Morgen. Foruden denne Skændighed skal Menæchmus forære den Skønne Madarnens Kjortel, en såkaldet Palla, som Belønning for vist Erkendtlighed.
Og Hoffets Damer og Herrer klappede, medens de to Skurke sneg sig ad den forbudne Vej i Byen Epidamnus. Menæchmus med sin Kones Palla under sin Kappe.
Så optrådte Erotium - Veninden, en smuk Yngling, klædt som en forførerisk Kvinde.
»Dette er Erotium,« sagde Marot. »Plautus' Nonner øver også Kærlighedsgerning, men de øver den ikke omsonst. »Meretrix« kalder Snyltegæsten hende, hun tager mod Titlen med et Smil, og nu bliver det hele meget uartigt. Ser I, Charmides, således ler man ad Synden ved hans allerkristeligste Majestæts Hof, ja, i selve Bispen af Paris' Bispegård. - Hvad var Plautus' Komedier uden deres fortryllende Præstinder.«
Nu kalder hun sin Kok, og imedens han koger, vil de to Skurke drikke. Og idet Erotium giver sin Kok Ordre til at brase op for ti, fordi Snyltegæsten æder for otte, slutter første Akt af det klassiske Drama.
Det var kun en Indledning.
»Vi er endnu i Epidamnus,« sagde Marot - »nu kommer den søgende Broder Menæchmus Sosicles og hans trofaste Slave Messenio. De har været ude at sejle, og det var en ilde Tur, den Gang som nu - lad os høre på dem.
Menæchmus Sosicles jamrer behørigt over sin tabte Broder til Kokken har braset færdig og kommer for at kalde på Gæsterne. Han ser Menæchmus, der ligner sin Broder som en Dråbe Vand den anden, og nu går Forvekslingerne løs. Erotium viser sig og tager fejl. Menæchmus Nr. to bliver varm, og da Slaven vil holde ham tilbage, siger han arrig: Hold Mund, dit Fæ, gør jeg noget dumt, går det ud over mig, ikke over dig. Han går under Tilskuernes Jubel på Hovedet i Lasten, medens Slaven går til Guldstikkeren med den stjålne Palla - thi Erotium elsker skønne Klæder, og Menæchmus spiller gerne Komedie for en skøn Kærlighedspræstindes Skyld.
Og det var anden Akt, Iigeså dydig som første!
Bent Bille morede sig - det var Livet i Paris som fordum i Rom. Han lyttede til de muntre Vers og fandt det hele i sin Orden. Det var nok så morsomt som Passionsskuespillene i København. Det var jo ikke Skuespil, det var rigtige levende Mennesker, der teede sig som Mennesker.
Tredie Akt:
Nu blev det indviklet. Snyltegæsten er rasende, fordi Menæchmus Nr. 1 er gået alene til den Skønne, han træffer Menæchmus Nr. 2 og skælder ham vældigt ud. Menæchmus kender ham naturligvis ikke, og de skændes tappert. Menæchmus har ingen Madame, han har ikke stjålet sin Kones Beklædningsgenstande og ikke foræret dem til Erotium. Men Snylteren har selv set ham løbe med Klæderne. Du er fuldstændig forrykt, siger Menæchmus. Det er dig, der er fuldkommen vanvittig, siger Parasitten. Og så styrter han rasende hjem til Madamen og fortæller det hele.
Erotiums Tjenestepige kommer nu med en anden Gave, en tidligere stjålen Armring, og vil, at Menæchmus Nr. 2 skal gå til Guldsmeden med den i den Tro, at han er Nr. 1. Den snedige Menæchmus bliver i sin Rolle, får Armringen med sig og lover endog Pigen et Par Ørelokker, men tager det fornuftige Parti at beholde de kostbare Genstande.
I fjerde Akt er imidlertid Snylteren løben hjem til Madamen. Dydens Arne ligger lige overfor Lastens Tempel på samme Plads i Staden. Snyltegæsten røber Mandens Skarnsstykker, og da den rigtige Menæchmus kommer hjem, bliver han modtaget med en Præken, der fyldte Rummet med Jubel. Bent lo, så han var ved at sprække ved det, og mindedes sin fromme Moder Pernille, når hun læste Hr. Anders Teksten - den gamle, længst afdøde Digter måtte næsten have kendt Pernille Mouridsdatter.
Synderen går til Bekendelse og lover at skaffe Klæderne tilbage. Ja, det vil jeg råde dig til, siger Madamen, du sætter ikke dine Ben over min Dørtærskel, hvis du ikke kommer med mine Klæder. Men Snyltegæsten får Hån til Tak af Hustruen og kastes på Døren for sit Forræderi. Så god en Kammerat er Plautus alligevel.
Manden går til den skønne Erotium, men hun har jo givet Klæderne og Armbåndet tilbage til Menæchmus Nr. 2, der er rendt med begge Dele. Stakkels Menæchmus Nr. 1! En ny Scene: Den Skønne smider ham ud og han klager ynkeligt: Nu står jeg derude på Gaden og kan ingen Steder komme ind, min Kone har sat mig på Døren, min Veninde tror mig ikke; fortvivlet styrter han til sine Venner for at finde Råd.
Forviklingerne har nået deres Toppunkt, og dog, det bliver meget værre - hverken Bent eller Clément talte, de lyttede bare.
Femte Akt begynder, og Knuden strammes. Menæchmus Nr. to kommer intetanende til Hustruens Bolig, han modtages med en frygtelig Skylle, og Svigerfaderen tilkaldes. Man tror, han spiller gal, han selv udstøder frygtelige Trusler i rasende Vers, thi Menæchmus Nr. to er Skuespiller på en Hals; så enes man endelig om, at han må være dødssyg, og henter Lægen. Den Gamle taler bekymret med Lægen, og nu kommer Menæchmus Nr. et, der ved Modtagelsen hidses op til et flyvende Anfald af Raseri. Han beskyldes derpå for at have begået de frygteligste Forbrydelser og trues med de rædselsfuldeste Kure. Så løses langsomt det hele ved Slaven Messenios Ankomst. politiet viser sig og vil piske Menæchmus, der bønfalder Slaven om at redde ham, så vil han skænke ham Friheden. Og endelig finder de to Brødre hinanden i sidste Scene under kærlig Omfavnelse.
Menæchmus Nr. to beretter om sin Hyrdetime hos den skønne Erotium, han fortæller alt, hvad der er hændet ham, og Menæchmus Nr. et siger broderligt: Hvis noget godt er hændet dig for min Skyld, så glæder det mig inderligt! De enes om at sælge det hele i Epidamnus ved en Auktion, ja, endog Madamen, når man blot kan være så heldig at finde en Køber, men hele Krammet er næppe, Madamen iberegnet, hundrede og halvtredsindstyve Gylden værd.
Messenios bøjer sig mod Publikum og siger:
»Nu, Spectatores, lev vel og klap bravt af os.«
Spillet er endt og Rummet genlyder af Klappen og Råb.
»Nå, Charmides?« sagde Clément Marot.
Bent stod helt tavs og tænksom.
»Dydigt var det ikke,« sagde han - »men det var jo ligesom man så Paris den Dag i Dag, og det er 1750 År siden, det blev skrevet i Rom.«
»Ja,« sagde Marot - »det er Kunsten, Charmides, evig Ungdom, evig Sandhed, netop så dydigt som Mennesket er og derfor skønt at se. Det gælder for to hundrede Messer, mærk mit Ord - og det er Plautus' bedste Skuespil, du i Aften har set. Det vemodige er, at vi andre prøver at skrive; der fødes ikke én Plautus i 2000 År!«
Og Bent stirrede på Kong Frans og Dronningen af Navarra, på de skønne, der dansede. Så tænkte han på Plautus og den evige Ungdom, og så Kunsten - den, disse Mennesker elskede og som gjorde Synd til Dyd, den, de derhjemme jo slet ikke kendte eller forstod. Det var virkelig som en Messe, Skøgen var en Nonne. - Hun så dejlig ud.
Og på Latinen var det slet ikke uanstændigt! - Skade, tænkte Bent, at så få i Danmark kender Plautus.
Men i Danmark holder man sig til det levende og søger ugerne tilbage til de Døde, af hvilke dog mangt og meget er at lære.
Da det blev silde, samledes Rabelais og Vennerne til et Gæstebud, og Mesteren spurgte Bent, hvad han syntes om de franske Kvinder.
»De er skønne og yndefulde,« sagde Bent, - »men de vækker Attrå.« Derved smilede han.
»De gamle Platonikere,« sagde Mesteren, »kendte flere fortræffelige Midler, hvorved Hjertets Attrå kunne dæmpes:
Det første er Overmål af Vin, som jeg fraråder.
Det andet er visse Urter, som dog ej er ufejlbare.
Det tredje er legemligt Arbejde, det er godt.
Det fjerde er ihærdigt Åndsarbejde, det er nok så godt for Jer og Eders Lige.
Det femte -«
De andre lo.
»Det femte,« sagde Mesteren med et bredt Smil, »er det, som Broder Scyllino, Prior for Klostret St. Viktor ved Marseille, kaldte Kødets Spægelse.«
»Det er mit Middel,« sagde Xavier de Langey, »og det er det sikreste, siger Kong Frans.«
Bent forstod og rødmede, medens de andre lo.
»Tiderne ændres og skifter, men ændrer os skiftende Tider?«