Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FEMTE KAPITEL: Bispen af Sjælland
Da Bent Bille kom til København, søgte han straks sin Fædrenegård. Jørgen Homuth blev hos Mester Ambrosius. Han havde sine Årsager, sagde han, og Bent trængte ikke på.
Hr. Anders tog mod sin ældste Søn med værdig, faderlig Venlighed. Bents smukke, franske Klæder tiltalte Hr. Anders, og han spurgte om deres Pris. Han forstod nu, at Bent i sit sidste Brev til Moderen havde klaget over, at han havde måttet låne 10 Guldkroner af Erik Krabbe. Men ved Bents Hjemkomst ville Hr. Anders ikke dvæle ved sligt. Han vendte Øjnene mod det Høje og sagde med salvelsesfuld Alvor:
»Hjerte Bent, nu hviler din Moder, salig i Gud, i sit sidste Hvilested i Magleby Kirke i Stævns Herred. Hun gik ind til Herrens Glæde den 13. Dag efter Påske, og din Søster Ermegaard lukkede hendes Øjne. Hun døde hos Ermegaard på Jørgen Podebusks Gård, Steenstrup. Det var en from Kvinde og en god Moder, nu er vore stakkels, fattige Børn uden Moder, og Hustruens Stol ved min Arne er tom. Allerede som ung Hustru indtrådte hun i den hellige Antonius' Broderskab i Præstø, og i disse Dage, hvor Ugudelighed og Vantro griber om sig som Ild i Mosen, er en sådan troende Kvindes Død et Tab for alle. Hun tænkte på dig til det sidste og så dig i Ånden som en lærd og streng Bisp fly Messer, Gudstjenester og Processioner op igen som Værn for den eneste sande Kirke. Mindet om din Moder vil bevare din Livsvej ren!«
Bent bøjede bedrøvet sit Hoved under den faderlige Tale. Nu var hans kære, gamle Moder død. Han græd dog ikke, for ikke at synes svag. Hr. Anders derimod tørrede en Tåre fra Kinden. Hr. Anders kunne græde, når det sømmede sig og passede til Tiden og Stedet.
»For dig har jeg gjort, hvad jeg kunne, Bent,« sagde Hr. Anders så, »og tomhændet skal du ikke stå i dit Fædreland efter denne din lange Rejse. Dit Kannikedømme i Roskilde har du, takket være Hs. Nåde Bispen af Sjælland, ubeskåren. Jørgen Friis har givet mig Løfte på det første ledige Kannikedømme til dig i Viborg, og på den Herredag, som nu er inde, vil Hr. Anders Glob, Provst i Odense, bekræfte dig Degnedømmet i Bergen. Ove, min gode Frænde i Aarhus, har udvalgt dig til Kannik ved Aarhus Domkirke, og som du ser, min hjerte Søn, er du nu din egen Mand med gode, gejstlige Embeder. Jeg skal også i Fremtiden, hvor jeg kan, ramme dit bedste.«
Bent tav overvældet, med en glædelig Følelse af, at nu var han i et Land; hvor hans Slægt havde Indflydelse. Så fortalte han om Færden og Lybeckerne. Anders Bille rynkede sine Bryn: »De lybske Kræmmere er frække,« sagde han, »og Mester Ambrosius dristigere, end det sømmer sig en Købmand mod Adelsfolk. Dog har han her gjort os en Tjeneste, der ikke skal glemmes. Du skal i Hemmelighed vide, at Rådet har sluttet Forbund med Holstenerne og Nederlænderne, og at Jørgen Wullenwewer vil blive sendt hjem til Lybeck med en Bergfisk. Om andre Rigets Sager vil jeg ikke tale nu, endnu er intet bestemt, men - gå min Søn, til Bispen, din Herre, og fremstil dig for ham; er der end noget mellem os, så er han en såre mægtig Mand i disse Tider, og du vil gøre ret i at søge hans Venskab - han selv siger, at du er ham kærest blandt alle Stiftets Kanniker.« -
Bent Bille gik til Bispens Gård og blev af Drabanterne indladt i Hallen, hvor Bispen stod i heftig Trætte med en almuesklædt Mand.
Bent blev stående lidt indenfor Døren, ærbødig for ikke al forstyrre.
Joachim Rønnow var i Hjemmedragt, lilla Klæder med Vams og brede, silkestukne Ærmer, ved hans Side daskede en bred, guldknappet Daggert, og om hans Hals hængte en gylden Kæde. Hans mørke, krøllede Hår var strøget tilbage, og på hans Pande brændte en heftig Rødme; hans Ord gjaldede fra Hallens hvælvede
Sten.
»Din jammerlige Karl, din lusede Tigger, tror du, at dette pjaltede Stykke Papir, der stinker af Fedt og Skarn, kan åbne dig Vejen til gejstlig Mands Gerning og skal sætte Splid mellem Menigmand og mine Kanniker. Beskærmelsesbrev kalder du det; du siger, Hs. Nåde Kongen gav dig det med Ret til at præke for Folket og gebærde dig som Præst, pjaltede Skarnager. Sjællands Bisp beskikker Præster i Sjælland. - Hund, tag dine skidne Papirer og brug dem til at gøre dig ren i bag, om du ellers har Trang dertil, men kom ikke her med din brustne Finkelstemme og puk på Ret til at øve gejstlig Gerning. Du siger Niels Spandemager har indviet dig, som om den Karl kunne indvie Præster. Men jeg skal indvie din skurvede Pukkel, og det med Spanderem i min egen Gård. Karle, træk denne Karl nøgen af Skjorten og hæld ham over med Vand, til hans lusede Krop driver af det. Tærsk ham med Kniplerne så længe I orker, og slæng så Køteren ned i Hundehullet, for at han kan lære at tænke over, hvordan Sjællands Bisp indvier Skiddenkarle som ham til Præster for Rotter og Utøj.«
Og Bispen slog Papiret, han stod med i Hånden, lige i Synet på den skælvende, blege Almuesmand og drev ham en Kindhest, så der stod Gnister af den.
Drabanterne sprang til, og medens Bispen gik op og ned ad Gulvet, skummende af Raseri, hørte Bent derudefra Karlenes Latter og de dumpe Drøn af Slag på en Ryg.
Ilet var Bispens Folk, der viede Præsten i Bispegården.
Joachim Rønnow blev Bent vár. »Bent!« sagde han og strakte Armene ud, »ved Jupiter, en Glæde. Her ser du mig i mine Embedspligters slidfulde Røgt, således vier jeg de Satans Prædikanter, som det holstenske Regimente har stampet op af vor hjemlige Grund og som opvækker Folket til Strid og Kiv med Hånsord og Skænds Tale. Nu ligger Stodderkongen med Næsen i Vejret, og nu skal vi nok få Skik på Præsteskabet i Sjællands Stift. Jeg har ikke noget mod Prækere, men tudende Ulve i Kirken vil jeg ikke tåle. Velkommen, Bent, det gør ordentlig godt at se en kær Ven igen.«
Bent tog Bispens Hånd, og Rønnow lagde den venstre Hånd over hans. »Sådant kendes ikke i Frankrig,« sagde han.
»Nej,« sagde Bent smilende. »Kong Frans indvier Prædikanterne med Ild. Eders Nåde bruger Vand.«
»Pokker og Franzoser ramme det usle Rak,« sagde Bispen. - »Vi vil ikke tænke mere på det. Kom, Bent, Middagsbordet står beredt, og jeg vil knække Halsen på en god Flaske Vin, jeg fik af Kansler Duprat på min sidste Sendefærd. Vi vil tale om Frankrig og glemme disse Stodderpræster. Giv mig blot et Par Måneskifter, og der skal ikke være en af disse Markskrigere, der tør puste Kallunet op mere. -«
Bispens Køgemester var ferm; der var Fuglevildt og Lam på Bordet, og Vinen var god.
Bent spiste, og Bispen blev atter i godt Lune.
»Fortæl mig om Paris,« sagde han, - »hvor I boede, hvilke Værtshuse I søgte, om Kvinderne dernede, om Kong Frans og hans herlige Jagter, om Dronningen af Navarra, om det altsammen.«
Og Bent fortalte.
Bispen sukkede: »Bent, vi burde være fødte i Frankrig. Mig var det altid, som kom jeg ud i Vinter, Slud og Kulde, når jeg fra Frankrig eller Valland satte Kursen herop. Grovværk - Hundeslid er dette heroppe. Danmark er en Røverrede, hvor alskens Rakkerpak stikker Snuden over Jorden. Men her er vi, Bent, og her må vi blive. Velkommen hjem.«
Så drak Bispen ham til i den franske Vin.
Bent talte om Fremtiden, og Bispen rystede på Hovedet.
»Bent,« sagde han, »vi er ene to, og du er min Yndling, som du véd, du er klog og tavs. Jeg er glad, at du er her tilbage. Vi står imellem Skylla og Karybdis, det er en hvirvlende Malstrøm, og der er få, der ved at holde Kursen. Som du ved, har Pavens Stadfæstelse på min Udvælgelse ikke været at få. De siger i Rom, at den Slubbert de Veze, Kong Christierns Kansler, har fået den. Vi har nu tilskrevet Hs. Hellighed om Stadfæstelsen, og giver han den ikke, kan han og den hele Rota gå Fanden i Vold. Der er så langt til Rom, og vi trænger ikke til Paven. Dr. Martin har vist os en Vej, som vi kan følge. Vi danske Bisper kan grundlægge en dansk Kirke helt uafhængig af Rom, og den kan vi give sådan Skikkelse, som er os fornøden.«
»Men den rene Lære,« indskød Bent.
»Den rene Lære,« sagde Bispen og smækkede med Tungen. »Det er vel den hellige Skrift - ikke sandt? Lad lærde og kloge Mænd lægge den ud, som de synes, det var aldrig min Sag. Jeg står for Styret, forvalter Kirkens Gods og skikker Regimentet. Selv holder jeg for, at da Dr. Martin og Papistere ikke begge kunne have Ret, har begge Uret, og jeg skulle tage meget fejl, om ikke den Gamle deroppe over Skyerne - om han er der - er led af os og vor Skænden og Kivsmål hernede. Min Viden, Bent, er ikke meget værd mellem Brødre, min Tro uendelig meget mindre. Det anser jeg for den stærkes Ret, og jeg har ladet mig sige, at jeg deri er enig med Sokrates. Denne Enighed kan jeg være bekendt. Hvad de mange og dumme angår, er Lektor Poul god til sit Brug, og Mester Hans Tausen ypperlig til sin. Af disse to Kamphaner vil jeg gøre en Mellemting, en fredelig Gårdhane, der kan gale fra Stolen en Gang imellem, når det er nødvendigt. For megen Kristendom gør kun Skade. Kunne de Gamle hjælpe sig med et Par Evangelier og nogle Breve, kan vi vel også, og lad så Folk få ud deraf, hvad de vil. Blot Præsterne er godt samlede og vel eksercerede, så glider det hele. Med Vold skal Barnet ikke rives fra Moderens Bryst, og Kirkens Mælk er endnu sød for Mængden.
Folket vil nu som altid panem er circenses, Brød og Skuespil. Det er nu ikke Naumachier eller Gladiatorkampe, de forlanger, deres højeste Fryd er at se to skurvede Karle i lange, sorte Kutter eller Kapper stå og skælde hinanden ud - helst fra en Prækestol - idet de bombarderer hinanden med hele Nævefulde, gudelige Gloser, som ikke en Kat forstår, fordi der ikke er en Gran Mening i dem, og som derfor alle mener at begribe. Det kalder nogle, at den religiøse Følelse er vakt i Folket, og disse Tåber fremhæver det som noget prisværdigt. Det er Mængden af alle dem, der ikke selv kan tænke en Tanke, der drikker sig drukne i de få Tænkeres Ord.
Tåber! Det er kun Lysten til de gamle Skuespil. Det begynder med Ordkampe, så tænder de rygende Bål, og derpå slænger de deres Modstandere og danser vilde om Bålene med deres kaudervælske, åndelige Sange eller Salmer, som alle kan vræle og alle forstå, fordi der ikke er en sund Tanke eller Gnist af Mening i nogen af dem.«
Bent sad og lyttede, medens Bispen talte, og Bispen drak tillige godt og tæt.
»Ser du, Bent, Folkets Lyster skifter; nu vil de det, de kalder Religion, og den døde Kong Frederik har sagt, at man ikke kan tvinge Folk til at tro. Det er et meget fornuftigt Ord, der, så vidt jeg ved, også findes i den engelske Kansler Mori' Bog om Utopia, som jeg har set i Paris.
Sætningen er kommen fra Rom og er, som sagt, forstandig. Lad dem da tro, hvad de vil og kan, så længe deres Trang står dertil, noget skønt ser jeg ikke deri, og så skifter det en Dag, så bryder de sig Fanden om Prædikenerne og vil have Tag i Statsmagten, så slagter og flår de deres Herskere, som nu deres Præster. Værst er de, når de er sultne. Brød og Skuespil. Folket er en Hydra - lad Hovederne rulle, og nye vokser frem. En for en skal Hoben overtales eller tvinges, i Flok er den et farligt Dyr. Mængden er den nødvendige Baggrund for de få virkelige Menneskers Liv, lad den beholde sine Skuespil, selv om det skulle være nødvendigt for deres Fornøjelse at dyppe en Munk i Tjære og lade ham brænde, eller en Prædiker, om han vil fænge.«
»Vil I forfølge Munkene?« spurgte Bent lidt betuttet.
»Å nej, dem giver vi blot op,« sagde Bispen. »Deres Tid er forbi, deres Gods er allerede spredt, og for Resten skal der blive sørget. Munke og Nonner bør ikke være. Der er mange af de romerske Påfund, som kun skader Landet. Jeg vil lade udarbejde en Reces. der skal stille alt på rette Plads og forsvare det gamle mod det nye, forstår du. Adel og Gejstlighed skal være ét, og som vi styrer vore Gårde ved Fogder, skal vi styre vore Sognekald ved Præster; en Adelsmand har andet at tage vare, end at stå og gale på en Prækestol.«
For Bent var dette ikke nyt, det gjorde jo Kongen i Frankrig, det var i Grunden Rabelais' Ord, kun udtalt af en Herrebisp, ikke af en borgerlig Klerk.
»Har Eders Nåde Støtte til dette?« spurgte Bent.
»Jeg har først og fremmest mig selv,« sagde Bispen. Dernæst regner jeg på din Fader og Eders Slægt. Vil det end volde Vanskelighed at bringe den gamle Bisp Ove fra Paven, så er det dog muligt, at disse romerske Blodsugere selv kan forvolde det. Vi vil ikke være Romerkirkens Amme, den skal ikke søge Næring af dansk Jord, vi har Brug for vort Guld selv. På Ridderskabet stoler jeg.«
»Og Rigshofmesteren?« spurgte Bent.
Bispen lo. »Alt kan jeg ikke fortælle dig, Spørgefugl. Men du ved, at min Vej stundom har gået gennem Fruerstuen og Jomfruburet med. Ugift Stand er god for Klerke, der fødtes i Fattigmands Stue, en Herrebisp er en Mand, og for en Mand er det ikke godt at være alene. Han tage sig en Hustru. Om dette kunne jeg tale med Hr. Mogens Gøye, og gør han end mere af Dr. Martin, end jeg gør, om dette var det tænkeligt, at vi blev enige.«
»Rygtet taler altså sandt,« sagde Bent.
»Rygtet lyver gemenlig. Dog er der stundom lidt sandt deri, og så meget vil jeg sige dig, at med Jesper Daa går Birgitte Gøye ikke i Ægteseng, selv om hun er trolovet med ham. Nye Tider, nye Veje. Nu er det Bispen af Sjælland, der råder for Vejene i den nye Tid. Kirken sit til sin Tid, og Livet sit til sin, er mit Løsen.
Men ikke mere herom -.«
Bispen havde drukket tæt - så lagde han sin Arm om Bents Skulder og hviskede til ham: »Hvad mener du selv om Ægtestand?«
Men Bent rejste sig brat.
»Det er silde, Eders Nåde,« sagde han.
Bispen lo godmodigt.
»Ser man det - og du kommer fra Paris - var der da ikke skønne Kvinder i Frankrig mere?«
»Mange,« sagde Bent, »netop derfor syntes Danmark mig fattigt.« Han ville ikke brovte med Dyd overfor Bispen - snarere modsat!
»Du er Kostforagter,« lo Bispen, - »ser man det. Når du får været her hjemme i nogle Uger, søber også du Hjemmets Kål. Ganen kender den, Bent. Jeg nøder ingen. Gå og læg dig, om du vil. Jeg får Brug for dig, og Dyd er altid en Adkomst. Men den giver ikke Ret til Storagtighed.«
Så gik Bent. -
»Nå?« spurgte Hr. Anders, da han kom hjem. »Hvad syntes du om Bispen?«
Bent trak på Skuldrene. »Der er Egetømmer i ham, og han kan blive sit Land og Stift til stor Gavn - men rå er han.«
»Vi regner ham ellers for den iblandt os, der har de fineste Sæder,« sagde Hr. Anders.
Bent ville ikke modsige sin Fader. - Vrede og Vin kan jo nok hidse Sindet, og Hs. Nåde Bispen havde måske just nu haft en streng Dag.
Man kunne dog mærke på ham, at også han havde været i Paris - selv om det var noget siden.