Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
TREDIE KAPITEL: I Bispegårdens Port
Bispen stod i Rådhusets Forhal. Rigsråderne havde gennem Bagdøre - dækkede af Drabanter - begivet sig over til Torben Billes Gård, som lå lige op ad Rådhuset ved Rådhusstrædet, der førte ned mod Kompagnistræde. Dette Stræde havde været tæt besat af Johans Urnes Landsknægte, og således var Adelens og Prælaternes Tilbagetog sikret.
Joachim Rønnow ville med sine Drabanter drage over Torvet til Bispegården. Han var alene, vidste han, både Bisper og verdslige Råder var forbitrede over det skete. De følte det som et Nederlag, og Rønnow ville ikke høre deres onde Ord.
»Bent,« sagde han, »nu gælder det at vove Processionen gennem den hylende Hob. Det er Epilogen. Skuespillet er tilende.«
»Plads for Bispen af Roskilde!« råbte Drabanterne.
»Plads!« Og Pauker og Trommer klang - men Folket veg ikke.
Rådmænd og Borgere myldrede ud af Porten, og Bent så Ambrosius og Hans Bose omgivne af tyske Købmænd og lybske Matroser. Der skulle være Kamp, altså fremad med Bispen. Bent trådte frem og råbte henover Mængden: »Til Side, Plads for Bispen af Sælland!«
»Se Hanekyllingen, der basker med Vingen!« lød det om ham. »Stæk den adelige Spurvehøg.«
»En Kannik - Bent Bille,« lød det. »Hr. Anders Billes Søn. Ned med Herremændene!«
Bent blussede, men Rønnow lagde sin Hånd på hans Skulder.
»Fremad, Karle! - Til Side!« råbte han.
Men Folket stod som en bølgende Mur, og dump Knurren lød over Pladsen.
Så trådte Hans Tausen frem bag Bispen og lagde sin Hånd på hans Skulder.
»Eders Nåde har ikke fuldt holdt Eders Løfte til mig. Der er gået Dom over mig for Tyv, Løgner og Kætter, det er hård Dom, selv om Dannemænds Bøn har ændret den Straf, Loven bød. I ved, Eders Nåde, at Dommen er Løgn. I fældede den selv. Det er en Borgers Pligt at tage mod Statens Dom, det er let, når Dommen er retfærdig, og svært, når den er uretfærdig. Men Rettergang er stundom kun Tant. Det vil jeg tro om denne. I gav mig Eders Ord, jeg gav mit. Om I holder Eders, ved jeg ikke - men ske, som det vil, jeg bryder ikke mit.«
Og med høj Røst råbte Hans Tausen, så det gjaldede over Pladsen: »I Guds hellige Navn, Fred over By, Fred over Land. Plads for Guds Tjener, min kære Herre, Bispen af Sælland!«
Så blev der stille derude, og ved Hans Tausens Side skred Biskop Joachim Rønnow over Gammeltorv ad Salteboderne forbi vor Frue Kirke, hvor Sællands Bispegårds Port vendte ud til Nørregade.
Gangen var langsom, og stundom hørtes Hånsord og Voldsråb mod Bispen, som han gik frem, men ikke en Hånd hævede Værge mod ham.
Mester Ambrosius bed sig i Læben, da Toget forlod Pladsen, og hviskede til Hans Bose:
»Denne Gang glippede det. Nu skiller vi vor Sag fra Mester Hans. Næste Gang gælder det ikke Kirken, men Staden og Staten.«
Drabanter stod tæt ved Porten, og den hvinede på sine rustne Hængsler. Tæt trængt i den smalle Gade stod Hoben, somme i Harnisk, somme i Vams og nogle i Trøje og Kofte. Dump Stilhed hvilede over Hoben, kun Sværd og Lansers Klirren lød og tunge Trin mod Sten. Under den høje Porthvælving stod Sællands Bisp, ung, rank og klædt som en Riddersmand med gylden Kæde om Hals og vajende Fjer i sin Baret, knap f5rretyve År, med Stoltheds Blink i Øjet, sikker på Sejren, thi Dagen var hans. Nu var Vejen banet for den Kirke, han ville, den trosfrie Kirke ført ud i Livet af den danske Herrebisp, med Kirkens rige Len, støttet af trofaste, danske Almuesmænd, der forstod, at fælles Værk kræves fælles Kræfter, som Folkets Hujen og Larm ikke kunne bringe bort fra Vejen fremad, som de var vant at træde støt og sikkert, at dele Kirkegodset ud til Gårdmænd, dele og dele i Tiden til hver af alle fik sit og give Kirkelæren fri.
Bent Bille stod hos, ung, endnu usikker, endnu ved Slægtens Bånd knyttet til det gamle, og dog forstod han, at her gryede noget nyt.
Joachim Rønnow var en Karl, en stolt, djærv, dansk Karl med Hovedet hævet og Hånden rede til at gribe Fæstet. Hans Tausen var en Karl, en dansk, bred, trofast Karl, der gik den lige Vej.
Det var den nye Tid, det var den rette Reformation, Herrebisp og Bondepræst, der gav hinanden Håndslag i Bispegårdens Port. Ånden og den sunde Sans, der hver ad sin Vej nåede til at bygge Templet deroppe på Bjerget, hvor Templet skal ligge.
Og dette Billede brændte sig ind i Bent Billes Hu, medens Roskildebispens Stemme lød blødere i Klangen, end Bent før havde hørt: »Tak, Mester Hans, det glemmer jeg Eder aldrig.«
Og så fik Rispen af Sælland Hans Tausen sin Hånd - som Krøniken melder.
Porten faldt i, og derude jublede Folket for Hans Tausen.
Joachim Rønnow gik tavs over den stenlagte Gård til sit Lønkammer. På Trappen standsede han og lagde Hånden på Bents Skulder.
»Bent Bille,« sagde han, »mærk dig et Tidens Tegn. Ved denne bondefødte Mands Side gik jeg sikrere over Stadens Torv end omgivet af Rigets Råd, dets Bisper og Svende, klædte i Jern. Ved sådanne Mænd skal vi lede Menigheden. I Dag vandt jeg Sejr, men Romerkirken faldt. Jeg forlader den og støtter mig til ham, den ville domfælde.
Epilogen, Bent Bille, vil du erfare. Kun frygter jeg, at alle vil mindes ham og det, han øvede i Dag, og glemme, at det var mig, der skrev Skuespillet og førte det til Ende.«
»Eders Nåde,« sagde Bent med et Smil, »de få forstående Mænds Anerkendelse får vel opveje Hobens Ringeagt. Jeg beundrer Hans Tausens rene Højsind, men højere endnu ærer jeg Eders Kløgt og Herskersnilde. Godhed og Sjælens Renhed gør Mennesker til Gudernes Børn, men Evners rige Udfoldelse ved egen Kraft gør stundom Mennesker Guderne lig.«
Så forlod Bent Bispen, men da han stod i sin Stue ved St. Clara Kloster og stirrede ud over Rosengården mod Byens Volde, tegnede sig atter for hans Blik den ranke, unge Bisp og den stærke, store Bondesøn Hånd i Hånd under den hvælvede Port. Kløgt og Herskervilje i Pagt med Enfold og Styrke.
Stændernes Håndslag i den nye, gryende Tid!
Og han ønskede, at en af de store Malere, der havde smykket Kong Frans' Slot og Bispens Borg af Paris, ville have fæstet dette Billede på Lærred med Kunstens guddommelige Kraft, som ingen senere Tider kunne forvanske.
Bent Bille kendte jo kun de lutherske Præster gennem Hans Tausen, og den Vankundigheds Mørke, der som en ny teologisk Middelalder skulle lægge sig over Danmark, anede han ikke.
Den Gang var danske Mænd stærke, stolte og kongeløse, og det nye var Tro for dem, der ville tro, ikke Lære for alle!
Epilog
Jeg Hans Taussøn giør vitterlig oc kiendis med dette mit aabne Breff oc egen Haandskrifft, at effterdi jeg mig udi nogen brøst oc forsømmelse forseet haffver mod værdige Herre, Hr. Joachim Rønnow udvaldt Bisp til Roeskilde min kiere Herre, oc hans Naade derfor mig for Danmarckis Rigis Raad haffver ladit kalde udi rette, saa mig bleff tildømt oc forlagt, at vige Kiøbenhaffn oc Sielands Stict, haffver hans Naade nu for Guds Skyld, oc Ærlig og Velbyrdige Mands oc Strenge Ridders Her Mogens Gøes, sammeledis Borgemester, Raadsmænds oc Menighedens i Kiøbenhaffn kierlige Bøn oc begiering unt oc tilstedt, at jeg maa igen indkomme udi Kiøbenhaffn, der at prædicke oc lære det hellige Evangelium oc Guds Ord rettelig oc klarligen uden al Skentz Ord oc tale paa Bispers Prælater, Canicker eller Prester. Da loffver jeg oc tilsiger hans Naade, paa min gode Tro, Ære oc Redelighed, at jeg hereffter vil oc skal være forneffnde Værdige Herre Her Joachim Rønnow, hørig tro oc villig for, effter den tilsagn jeg nu hans Naade baade med Haand oc Mund giort haffver affvende hans Naadis Skade oc Forderffve, saa meget mig mueligt er, oc vide hans Naadis oc hans Clericies Gaffne oc beste af min yderste mact oc formue, huer jeg nogit hemmelig eller aabenbare formerckendis vorder, det Hans Naade anrørendis er, oc hans Naade eller hans Naadis Clericis til affbreck, skade eller forfang komme kand, skal jeg giffve hans Naade tilkiende, oc bevise mig imod hans Naade der udi, oc i andre maader som en tro Dannemand bør oc jeg min rette Herre oc Prælat plictig er i alle maader. Til ydmere Vidnesbyrd trycker jeg mit Signet neden for dette mit obne Breff, oc kierligen tilheder Formumstige Mænd Peder Kiempe Borgmester, Oluff Skriver, Thomis Brygger, oc Henrich Tromslaer Raadmænd i Kiøbenhaffn samme Breff med mig at besegle giffvit paa Bistrup Søndagen effter vor Frue dag Assumptionis Anno Domini MDXXXIII.
(Efter Arild Huitfeldt: Krønnike. 9 Part. Udg. 1652).