Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FEMTE KAPITEL: Lektor Poul
I St. Clara Kloster lå Clara Ambrosius syg. Mester Ambrosius var bortrejst på hemmelig Færd; de sagde, at han var draget til Hr. Mogens Gøye for at forene sig med ham og tilbyde Hertug Christian Danmarks Krone mod Lybeckernes Venskab. Denne Tale gik mellem de tyske Mestre og Købmænd.
Hans Hustru vidste ikke, hvor han var. Da hun fik Bud om, at Clara var syg og såret, vred hun sine Hænder og ilede til Klostret, men Søster Barbara trøstede hende, og Clara blev hos Clarisserne under kyndig pleje.
Adelen forlod Byen, Luften var uheldsvanger, og de tyske Borgere knurrede, medens de danske slog Følge med dem. Jens Kammersvend og Hans Vinke blev ene i Rådet, og ofte nævnedes den fangne Kong Christierns Navn.
Bent Bille blev tilbage i Staden, han ville ikke været draget til Bergen, hvor hans Frænde Eske sad på Bergens Hus, men Vandene var usikre - og Bent Bille holdtes tilbage i København af Bånd, han ikke selv ville se.
Clara lå syg i flere Uger. Såret og Sindsbevægelsen holdt hende fængslet til Lejet, og i Feber hviskede hun stedse hen for sig Bent Billes Navn. Han sad ved hendes Leje og stirrede på hende, når hun sov. Han var en gejstlig Mand og boede i Klostrets Gård. Han var alene. Jørgen Homuth var dragen til Lybeck med Jørgen Wullenwewer og de andre lybske Gesandter, der havde modtaget Rådets endelige Afslag på Beseglingen af Traktaten af Året forud.
Roskildebispen var på Bidstrup. De sagde, Hans Tausen havde været hans Gæst og Mogens Gøye tillige med Birgitte. De sagde, at Dommen over Hans Tausen var hævet på Rigshofmesterens Forbøn; kloge Folk føjede til, at Roskildebispen var bundet ved strenge Forskrivninger til Kong Frederik og hans Sønner til at tåle de evangeliske Præster, og Mogens Gøye var Forlover for dette Løfte med Hals og Formue, nu havde Hr. Mogens atter sat sin Hals i Pant for Mester Hans Tausens Forløfte!
Rygterne løb over Lande, over Bymur og gennem Gader og Stræder. Men alt var roligt, og Rigens Råd styrede Landet, hver Bisp og Lensmand sit Stift og Len med Stiftsbefalingsmænd for Sjælland, Fyn og Jylland og med Rigsmarsk Hr. Tyge og Ærkebispen i Lund for Skaane.
Derovre, hed det, fo'r de allerede hårdelig frem mod Prædikanterne, men nøjere vidste ingen noget. Det var Stilhed før en Uvejrsstorm. Anders Bille og Roskildebispen styrede Sjælland, og der var kun Fred.
Lektor Poul var efter Herredagen dragen til Roskilde, men Bispen havde atter sendt ham til København, mange mente for at kunne pleje Råd uforstyrret med Hr. Mogens Gøye. Lektor Poul boede i Kantorgården ved Frue Plads.
Bent Bille sad hos sin gamle Lærer, der havde sendt Bud efter ham for at tale med ham om Domkapitlets Sager. Lektor Poul var Anders Billes Ven, og Hr. Anders havde været ham en Støtte på Herredagen, nu var Lektor Poul træt og nedbrudt - slagen ved sin sidste Sejr.
Bent havde tænkt meget over Kirkens Strid, og mangt et Ord, som Rabelais havde talt, var nu bleven ham klart. Han forstod, at den kloge, franske Læge var den rette Reformator, og at hans Ord var de oprindelige Ord fra Wittenberg - den frie Tro knyttet til de gode Videnskabers Lære. Mod Rabelais var Lektor Poul en stakkels ukyndig Munk, men han var altid lærdere end Bent Bille. Og i disse Dage begyndte Bent at tvivle på, om alt, hvad de rettroende lærte, var ret. Han ville gerne tvivle, og Tvivlen kom let for ham, da han ville den.
Så spurgte han, da Samtalen om Domkapitlets Sager var endt, sin gamle Lærer om Stridens Genstand.
Og Lektor Poul svarede:
»Hvorom vi strides, Bent Bille? - Vi strides om alt, hvad vore Fædre elskede og ærede, vi strides om selve den hellige Kirke, vi fik i Arv fra Slægt til Slægt ved Guds Nåde. Mod mig råber de skamløse Prædikanter Poul Vendekåbe, de smæder mig, selv mine Venner iblandt dem fra de unge År, fra Malmø og København, Hans Tausen, som jeg har spist Brød sammen med, alle, alle!«
»Men,« sagde Bent, »I har jo selv angrebet Kirken i Eders tidligere Skrifter, I har oversat Luthers Værket og tordnet mod Gejstlighedens Misbrug?«
»Det gør jeg endnu, det gør jeg til min Død. Et er Kirkens Reformation ved Afskaffelse af menneskelige Misbrug, et andet Lærens Reformation. Læren er god og sand, i selve Kirken er ingen Brøst. Alle de store Mænd, St. Augustinus, Thomas af Aquinas, Nicolaus af Cusa og den lærde Erasmus Rotterdamus har ivret mod Misbrug. Det er Misbrug, at Gejstligheden lever i Velvære som Riddersmænd uden Omsorg for kirkelige Handlinger, at Præbender bortgives til Adelens Børn, ja, selv til Drenge, som nys Kannikatet i Roskilde til Korfitz Ebbesen. Det er Misbrug, at Bispen i Børglum lever Frillelevned, at Bispen i Ribe har tvende Børn, at Bispen i Roskilde spiller trolovet med Hr. Mogens' Datter og benytter denne sin Frierfærd til at sætte sig ud over Rigsrådets Dom og kalde Hans Tausen tilbage til København. Det er Misbrug på Misbrug - Aflad er Misbrug. Den vrange Lære, der kaldes Occams, som hævder Frelsen som Frugt alene af gode Gerninger, men som den hellige Stol misbilliger, er også Misbrug i vor Lejr. Munkenes Lediggang og Fylderiet i Herreklostrene er Misbrug, Suffragan Bisper, der oppebærer Indtægter, men ikke røgter Embedet, er Misbrug. Å, der er nok at pege på. Og selv har jeg været blandt de første herhjemme til at kæmpe for Kirkens Hævdelse af dette.
Men Læren, Bent Bille, den apostoliske Lære, Kirkens grundmurede Hus, den har jeg aldrig villet angribe. Og det er Læren, Martin Luther angriber. Siger han ikke selv: »Wir handeln nit von Leben sondern von Lehren. Lehre bleibt wohl recht in einem obschon seine Lehre bos ist. So ist bose Lehre tausendmahl schädlicher denn bos Lehre«.
Å, kunne de blot forstå det, alle de, der præker, alle de, der smæder med Hånsord og - Gud bedre det - driver os andre til at smæde som de. Guds Ord er helligt, ikke på Krostue og Ølkippe skal det drøftes blandt rusede Svende og Karle. Der er i Skriften tunge og tvivlsomme Steder, der kan volde Besvær nok selv for de klogeste. Og vi kan stole på, at gav Gud os Skriften, slap han ikke sit Værk på den halve Vej.
Forstår du, Bent Bille, hvor det svider i en gammel Mands Hjerte at se hele det stolte Værk, hvorover Århundreders Sol gik op, knust i Grusel, af en tøjlesløs og ubesindig, tysk, forløben Munk. Genfundne var Oldtidens Skatte, og Trangen efter de gode Videnskaber kæmpede sig mod Nord. Bogtrykkerkunsten spredte herlige, gudelige Bøger og kostelig, verdslig Viden over Jorden. Folket løftede Hovedet, og Fyrsterne følte, at Stæderne var stærke, og Stædernes Borgere fuldt så meget værd som Riddere og Adel. Kirken forstod, at for at lede og styre nu, måtte den være ren; gamle Misbrug måtte bort, Båndet, der knyttede Kirken til Lægmand, måtte være et åndeligt Bånd, og der var Rum for en Verden i Kirkens hellige, gamle Hus. Fremad, hed det, opad mod Lyset.
I de År blev jeg Mand og kastede mig med Ild i Kampen.
Og nu - Reformationen kom - ikke mod Kirken rettede den sit Angreb, ikke af Åndens Store, af Videnskabens Venner førtes den med Kærlighed ud i Livet. Nej, af en uvidende Hob af blinde, tøjlesløse Billedstormere, for hvem ingen Helligdom var ærværdig, ingen Ærværdighed hellig uden den ene, deres fattige Forstand lod dem læse i den hellige Skrift.
Da var det, Bent Bille, som standsede Solen i sin Bane. Da var det, som blev den stående i Gideon, og jeg greb Sværdet for at kæmpe for Læren, jeg havde lært at elske i Cellens Løndom og som renset for verdsligt Støv og støvet Verdslighed var så herlig Salighedens Leder for mig.
Nu kæmper Konger, Fyrster blindede i Billedstormernes Flok, den kirkerøverske Konge, der døde, hans vanvittige Søn, Hertugen af Holsten, Englands ægteskabsbryderske Tyran, tyske Fyrster i Hobetal, ja, selv, som det stundom synes, Kongen af Frankerige. Munkene drives af Kloster, Nonnerne vansmægter og sulter, Kirkegodset raner rovlystne Konger og Adelsmænd. Alle Misbrug holdes i Hævd, men Læren, Læren, Læren hedder det, som om nogen nåede Lærens Forståelse uden gennem Gud alene og i ydmyg Bøn.
Hvor er Skønhedstrangen, Kundskaben, Kærligheden til det skønne og gode, til alt det, der adler Sjælen? Den er hos de kloge, forstående og besindige Venner af Kirken i Rom.
Hvor er Uvidenheden, Foragt for Lærdommen, blindt Had til Kunst og Videnskab og tøjlesløs Stormen mod alt det skønne? Hos den tyske Doktor og hans forblindede Følgesvende.
Bent Bille, de kalder dette Reformation, de kalder det ret Evangelium, idet de slænger Biblen i Grams til Folk, der ikke kan læse, endsige kradse deres eget Navn. De kalder Skindere og Spandemagere, der lever i forargeligt Kønsliv, Lærere og Præster. De kalder Kirkerøvere rette Guds Mænd! Alt fordi de siger, at Ordet kom til alle. Som om ikke Ordet skal læses, forstås, leve i Folket og binde det til et med Kirken, ikke splitte det i Hobe, som tørster efter at sænke Armene til Albuen i Næstens røde Blod.
Lektor Poul havde rejst sig, og han sukkede dybt, medens han med venstre Hånd strøg Sveden bort af sin Pande.
»Jeg har talt for meget - men det måtte ud - ud, alt det, der stemmer herinde. Giv Folket Guds Ord frit at udlægge, som hver har Sind til, og alt brister, hvert herligt, løvfuldt Træ falder for Tvivlens Øksehug. De Mænd fra Wittenberg må lægge andre Lænker om Folkets Tanker end Kirkens milde Bånd. Og brister disse Lænker, så vælter Menneskeslægten Guds Billede i Grus og brænder hans hellige Lov på Tvivlens flammende Bål. Hvad Gud i sin hellige Skrift har lært Slægten, er dette: at sejre over Døden.
Thi for den, der tror, er Døden ikke Død, men Himmerigs Porthvælving.
Tag denne Sejr fra Slægten, og den står skælvende, rådløs for Dagen, der gryr efter hver Dag, der går. Døden, ikke Livet, bliver Jordens Hersker. Så underfuldt gav Gud Verden sit Budskab, at selv et Barn kan forstå, hvorfor Han besejrede Døden. Og den hellige Kirkes Lære har haft det Mål at værne om denne kostelige Skat.
Der sidder vel i Klostrets Celler Mænd, der har grublet over Skriften, Mænd, der har lært Oldtidens Mesterværker at kende, Mænd, i hvem Tvivlen ved Sokrates' Ord er bleven stærk, Mænd, som dog erkende, at selv om Døden ikke åbner Porten til et evigt Liv, så åbner den aldrig Vished for, at Livets Tro var Digt.
Men disse ensomme Grublere er få, og deres Tvivl er tavs.
Bryd Kirkens Enhed, lad Flammerne spille over Jorden, så det synes nu, hvor Ved lægges til Bål. Den tavse Tvivl vil råbe med Domsbasunens Kraft, og de få tavse Grublere vil blive tusinde, - blandt de få og kloge, som blandt de mange og fattige i Ånden. Og da skal det lyde med Dommens. drønende Paukeslag over Jorden: Den Dag, da den hellige, kristne Kirke ophører at være én, lagdes Øksen for Roden af Livets Træ mellem os. I Angstens og Anfægtelsens Stund har jeg anet med Rædsel, der isnede mig fra Isse til Fod, at der ville komme den Dag, da den kristne Kirke ikke var mere - skønt dette er bespottelig Tale mod den Højeste. - Den Dag er Døden Verdens Herre, og de fattige i Ånden er i Dødens Vold.
De stærke og rige - hvor mange er vel de?«
Lektor Poul tav brat - så sagde han dæmpet:
»Jeg er en gammel Mand, nær Støvets År, og min Strid hernede har været hård. Men ét ved jeg, altid har jeg kæmpet for Herren. Han sendte sin Søn til Jorderig, for at vi kunne frelses, han gav os den hellige Kirke ved sin Ånd, og han satte Apostlene til at prædike og lod den apostoliske Velsignelse og Indvielse gå ned til os, der nu lever gennem Slægter. Vi tror på hans Ord og på hans Søn, hvorfor skal vi da tvivle om, at han har bevaret sit Ord rent i Kirkens Varetægt. Det er for mig alt. Jeg kender kun en kristen Kirke, det er den, Gud selv har stiftet. Dens Hoved på Jorden er den hellige Fader i Rom.
Om Læresætninger kan tvistes, om Skikke og Ceremonier, om Tiender, om Munkes Løfter, ja, om Gejstliges Ægteskab, thi Gud gav os sit Ord at forvalte, og Menneskers Skikke kan veksle. Men Kirken - Bent Bille! - Kirken er én, én i al Evighed. Give da Gud, min trætte Røst måtte tale de Ord, så de gjaldede over Danmark, give da Gud, at alle måtte høre og forstå dem, lad hans Velsignelse følge, hvad min svage Hånd har fæstet til Papiret, og forunde han så sin Tjener at fare i Fred.
Bed for mig, Bent Bille, som jeg beder på mine Knæ den evige Gud, at han vil frelse sit Folk og oplade dets Blik for dette. Hans hellige Kirke er én på Jorden som i Himlen i al Evighed!«
Lektor Pouls Kinder blussede i fin Oldingerødme, og hans Øjne brændte. - »Gå nu med Gud, Bent Bille, og bed for mig. Jeg stræbte at bygge mit Tempel højt på Bjerg. Templet står der, men ensom knæler jeg ved Alteret -.«
Bent Bille stod på Frueplads, hvor Kirken hævede sit Spir højt mod Sky. Han gik uvilkårligt ad dens Hovedindgang og stod i Midterskibet, hvor Alteret tegnede sig i Ovenlyset, smykket med Helgenbilleder. Endnu bar Billeder og Korstole Mærker af Borgernes Øksehug. Først i de sidste Tider var Kirken atter åbnet for Gudstjeneste efter Fædrenes Skik.
Men den var tom!
Bent forlod den og gik ad Saltboderne ned over Tyskmannegade mod Højbrostræde. Der lå hans Fædrenegård på Amagertorv; også den var tom. Hans Fader og Søskende sad på Stegehus, og Bent Bille længtes ikke efter Hjemmet.
Mod Nicolaj Kirke drog en Skare af Borgerfolk, og Bent fulgte. Derinde stod de Hoved ved Hoved, og Rygtet talte sandt. Genkommen stod Hans Tausen på Prædikestolen og talte ud over Skaren Skriftens Ord, men hans Stemme skælvede af Glæde.
Bent Bille gik. Det lød i hans Tanker med Rabelais' Ord: Pave Clemens i Rom ser hellere England, Tyskland og Norden falde fra den hellige Stol, end Florents og Milano gå Medicæernes Næser forbi. Så talte Lektor Poul om en Kirke, en Hjord under en Hyrde - den hellige medicæiske Fader i Rom!
Langsomt rettede han sine Skridt mod St. Clara Kloster, hvor de få, fattige Nonner plejede hende.
Og på denne Sensommerdag fødtes Tvivlen i Bent Billes Bryst. Knejser det tomme Gudshus, hvor Fædrenes Lære holdtes i Agt, med fuld og ene Ret mod de andre, hvor nu Skarer på Knæ beder til den samme Gud, til hvem Fædrene bad. For Bent Bille gemte dette Spørgsmål et Svar, der ville lyde til ham indefra, hvor det, han længtes imod, blev det, han ville, fordi det nye havde Ret i det ene - at sprænge!
Han førtes ikke, som så mange i hine Dage, fra den gamle Lære henimod den nye, han gled som få - og der ikke de ringeste - bort fra dem begge.